søndag den 5. april 2009

DSU's cirkus på slotspladsen

Så skete det endeligt. Afklaringen af hvem vores Statsminister skal være, blev afgjort. Farvel Til Anders Fogh OG goddag til Lars Løkke. Jeg vil undlade hyldesten til Fogh, da jeg allerede i et tidligere blogindlæg har gjort opmærksom på, hvor meget Anders Fogh har gjort for Danmark: Hvordan han handlede - rigtigt - da det virkeligt gjaldt. Tak til ham for de forgangne syv år, han var fantastisk, også selvom han det sidste halve år var for fraværende, og måske var begyndt at lempe på bl.a. værdipolitikken. Han var stadig stor. Den største jeg har oplevet i min korte levetid (på 31 år).
Nu til Lars Løkke. Eller rettere til hans første offentlige foretræde på Amalienborg slotsplads i dag, eller rettere til DSUerne på slotspladsen. Hvad i alverden lavede de unge socialdemokrater dér på den måde? Det var simpelthen så pinligt, at man ikke blot dén ene dag kunne lægge sin irritation, vrede og røde nidkærhed til side. Usmageligt. De stod og hujede og skabte sig, demonstrerede mod, at han ikke var blevet valgt og ikke havde folkeligt mandat. Tåbeligt. Man kunne nævne mange socialdemokratiske statsministre, der kom til embedet, på netop en sådanne måde, så hold dog op. Det er latterligt. Sagen er nok, at de igenigen ikke kan udstå tanken om, at andre partier siden 2001 har tilladt sig at opføre sig på samme måde, som Socialdemokratiet, har taget sig de samme privilegier. Så hold nu op. Og jeg ville have sagt nøjagtigt det samme, hvis Helle Thorning var kommet til embedet, og medlemmer af VU havde stået og skabt sig på samme måde på hendes første dag i embedet. Føj for helvede. Deres bannere med Løkke og et fadbamsebillede taler for sig selv. Forhåbentlig vil deres iver efter at kræve valg give bagslag. Og gør det ikke, tjah, så får det danske folk som fortjent. For atter; uanset al den kritik man kunne og kan rette mod den nuværende regering, må man blot konstatere, at sjældent har alternativet set mere utroværdigt ud. Tak Fogh, Tillykke Løkke!

Maria Sand

mandag den 30. marts 2009

Røde mor er uforstående...

Der er noget næsten patetisk ved DR's forsagelse af Søren Espersens anklager om Danmarks Radios store tv-dramaers stærke drejning mod socialismen, progressivismen og al dens væsen. Der er nemlig ingen tvivl overhovedet om, at han har ret. Måske er det derfor, at forsvaret bliver så pinagtigt at se på.

Espersen forsøgte fornyligt i en artikel i Politiken, at skrive en fiktiv drejebog for DRs kommende store dramasatsning ”Borgen”. Drejebogen opsummerer kort en fantasidrejebog over helte og skurke i det kommende tv-drama. Uden at gå i detaljer, kan man kort opsummere Espersens drejebog således:

De røde er de gode, de blå er de onde, der af de sorte – de rigtigt onde – er blevet vildledt. Det bliver en slags parodi af denne opstilling. Som superhelt vil en yndig mørk indvandrerpige være i centrum, eventuelt iført et tørklæde. Liderbukkene samt dem med indre gøende svinehunde, er naturligvis placeret på den yderste højrefløj (og det vil i dansk sammenhæng besynderligt nok sige DF, der mest af alt minder om en art Socialdemokrati).

Det er naturligvis sat på spidsen, men det holder ikke desto mindre vand. Mette Bocks svar på tiltale (i DR ”Søndag21” 29/03) var en masse søforklaringer, der handlede om kunstnerisk frihed, de DR-ansattes ufattelige integritet og seriøsitet. Hvad skulle hun ellers sige. Det ville være utænkeligt om hun medgav, at der kunne være noget om snakken. Desværre. Men uanset hvor forfejlet Espersens fiktive drejebog af ”Borgen” måtte blive, får han utvivlsomt ret i én ting; helten kunne aldrig – aldrig nogensinde – tænkes at være én fra Dansk Folkeparti. Så skulle det i hvert fald være én, der opdagede, hvor svinsk partiet var indefra, for derefter at følge sin (nu omvendt røde) samvittighed og bryde med sorte mor.

Det mest uhyggelige ved anklagen mod DR er egentlig DRs manglende evne til at indrømme denne helt åbenlyse ensidige tolkning af virkelighedens Danmark. Jeg tænker, at de a) lyver, når de siger, at det ikke er sandt, dvs. de ved godt inderst inde, at Espersen har ret, når han påstår, at en DF'er aldrig kunne bliver helten i et DR-drama - eller – b) de virkelig tror på , at de, med deres kunsteriske frihed, deler sol og vind bare tilnærmelsesvist lige. Hvis svaret er ”a” er de løgnagtige, og er i tilgift vitterligt så røde, som Espersen påstår, hvis svaret er ”b” er de enten dumme eller så indspist røde, at de virkelig intet længere kan se eller høre; røde mor er ikke vred, hun er skuffet over den urimelige anklage fra Espersen. Hvor kunne han påstå noget så urimeligt og usandt?

Hvad kan man gøre for at forandre dette fænomen i DR, så længe det stadig er eks-marxister, kommunister og socialister (og et par radikale), der sidder på meningsdannelsen i DR?

Drop statsstøtten og licensen. Fuldstændigt. Og skal man så høre om denne fine kulturinstitutions betydning for vort lands ve og vel og historie, og at dette da må bevares, melder jeg pas. Det er blevet et mantra uden indhold. Jeg ser intet af betydning DR nogensinde har gjort for dansk kultur og historie, andet end at integrere disse i et allerede fastlåst, forudsigeligt og helt bestemt samfundssyn, hvor borgerlige (og nu også DF) er onde mens alle andre er gode. Er der røde, der er ”onde”, er det alene de, der har misforstået socialismen (Og det vil blot sige; forstået den til fulde!) eller er blevet korrumperet af penge (som jo er en borgerlig kapitalistisk modbydelig opfindelse). DR er ind imellem udmærkede tv-serier og underholdningsprogrammer- men intet så unikt, at det er bedre end alle andre steder, og med en så ensidig drejning mod det røde, at det er absurd.

Maria Sand

torsdag den 26. marts 2009

Skal etårige børn virkelig tvinges i vuggestue?

Som de fleste sikkert husker, foreslog Socialdemokratiet i starten af året, at små børn helt ned til et-års alderen skulle kunne tvangssendes i vuggestue. Baggrunden for det opsigtsvækkende forslag var en undersøgelse foretaget af Rockwool Fonden, der havde påvist, at to ud af tre indvandrerbørn med arabisk baggrund aldrig lærte at læse ordentligt, disse børns forældre talte for hoveddelen slet ikke – eller meget dårligt og lidt dansk. Børnene havde altså ikke dansk sprog med hjemmefra, de var derudover med et fint ord dét, man vist kalder funktionelle analfabeter.

Forslaget løb mig koldt ned af ryggen. Jeg er selv mor, og tanken om, at nogle skulle tvinge mig til at sende mit barn i vuggestue som et-årigt, hvis jeg hellere ville gå hjemme med det, virker utroligt krænkende og ubehageligt. Ud over enhver forstand.

Forslaget fik en blandet modtagelse. Karen Jespersen ville gerne ”tale” med Socialdemokratiet om dette, Dansk Folkeparti var vist både for og imod, med vægtlægning på for.

I dag – godt to måneder efter dette forslag – er Dansk Folkeparti tilsyneladende helt for forslaget, da det i forbindelse med bandeproblematikken i København, nu er en del af deres såkaldte Bandepakke, der har alle mulige og umulige forslag til, hvad søren man kan gøre for, at indvandrerbørn og efterkommere af indvandrerbørn ikke er analfabeter i 9. klassetrin, med alle de elendige konsekvenser dette ofte medfører; især denne, at man søger mod sine egne, for at være del af et fællesskab, som man faktisk har del i, et fællesskab hvor man ikke er dummere end de andre etc.

I forslaget er det målet, der helliger midlet. Dem er der ikke så få af i politik. De findes endvidere på begge fløje. Det kan desværre være nødvendigt af og til, at træffe ubehagelige beslutninger, hvis alternativet er langt værre. 24-års reglen er et glimrende eksempel. Men er tvangsintegrering i vuggestuerne virkelig et brugbart eller fornuftigt middel?

Desuden; hvordan vil man implementere det? Vil man fjerne et skrigende barn fra moderen, der ikke taler dansk, og alene har dette at være moder tilbage, som del af hendes identitet? Vil man indføre prøver, der kan vurdere just hvor dårligt ens dansk skal være (ja, hvor dårligt skal det egentlig være?), førend man fjerner barnet og placerer det i vuggestuen?

Det må være muligt at komme op med et forslag, hvor målet opnås, uden ved lov at indføre tvangsintegrering i vuggestuen. Hvis vi i Danmark blot havde en anelse af den amerikanske ånd, der tilsiger, at man er velkommen i landet, som en del af fællesskabet – hvis man vel og mærket kan klare sig selv, og derved virkelig bidrage til fællesskabet - så ville det give sig selv, ville det ikke? Så ville i det mindste én af forældrene være tvunget til at bevæge sig ud på arbejdsmarkedet, for at tjene til dagen og vejen, og dermed blive bekendt med dansk kultur og omgangsform, som det derved kunne viderebringe derhjemme til børnene, der måske gik hjemme hos moderen.

Hele miseren går altså tilbage til det faktum, at vi har modtaget enhver, der skreg på asyl, uden krav overhovedet – og dette prøver nu både DF og S at rydde op i, ved at komme med forslag, man ville have rystet på hovedet af for 20 år siden. I stedet for de resourcer man i givet fald vil bruge på at sende i tusindevis af små børn i vuggestue, kunne man så ikke bruge de samme penge på at tvangslære de voksne dansk, at tvinge dem i arbejde, med voldsomme økonomiske straffe, hvis de undlod, sætte hårdt mod hårdt i uddannelsessystemet overfor forældre, der ikke deltager i klassemøder eller afviser at sende børnene (læs: pigerne) i svømmehallen eller på lejrskole.
Kan man ikke dér tvinge, og f.eks. droppe latterlige forslag, som at børnehavemad skal være halalslagtet i daginstitutioner. Drop alle disse latterlige særordninger, giv forældrene ansvaret tilbage for egen økonomi, men lad være med at tvinge børn på 1 år i vuggestue.

Maria Sand

tirsdag den 24. marts 2009

Elevspredning af indvandrerbørn?

Som det så ofte sker i et ægteskab, diskuterede min mand og jeg også i dag løst og fast. Vi diskuterede Dansk Folkepartis forslag (der var del af endnu en "bandepakke") om, at der i folkeskolerne skulle være et såkaldt "indvandrerloft", der i sin essens går ud på, at der maksimalt må være 15/20 % elever med indvandrerbaggrund i samtlige folkeskoler.

Til diskussionen tilføjede min mand, at han netop i dag havde talt med en kollega om dennes datter, der stod i den ulykkelige situation, at gå på en skole, der netop havde modtaget en masse elever, med netop indvandrerbaggrund. Baggrunden for dette var, at een af skolerne i Århus kommune med en næsten 100 % andel af elever med indvandrerbaggrund - Gjellerupskolen - var blevet lukket, grundet de alvorlige problemer både fagligt og socialt, dette ekstremt skæve tal havde forårsaget.

Andre skoler tog derfor imod Gjellerup skoles "gamle" elever. De er blevet fordelt rundt omkring på diverse århusianske skoler, og een af disse skoler, var kollegaens datters skole.

Denne massive tilstrømning af mange elever i datterens klasse havde medført så mange problemer, at kollegaen nu tager datteren ud. Fire elever havde allerede forladt netop denne klasse af samme grund, flere var på vej ud. Med andre ord, kunne noget tyde på, at nissen flytter med.

Hvad hjælper det at sprede disse elever, når de klasser, de derefter kommer ind i, reduceres væsentligt, hvis ikke fuldstændigt med tiden. Så er man tilbage dér, hvor man startede, med en klasse bestående af næsten udelukkende indvandrerbørn.

Antallet af indvandrere i en given klasse, lader desværre til at hænge sammen med en manglende integrering med efterfølgende yderligere ghettoisering og isolering fra andre danskere generelt, der i sidste instans leder disse børn i bandernes infame arme. Dette ønsker DF formodentlig at undgå med deres forslag.

Forslaget er allerede blevet skarpt kritiseret fra flere sider af forskellige mere eller mindre lødige grunde. Jeg gider ikke gå ind i de forskellige argumenter, blot vil jeg tilføje, at kritik af forslag som disse, som oftest kommer fra folk, der har deres egne børn fast placeret på en god privatskole, i hvert fald ikke en skole, hvor indvandrerbørnene udgør flertallet, ikke en skole, der ligger i Vollsmose, Gjellerup eller København NV.

Jeg selv har et ambivalent forhold til forslaget.

Jeg forstår, at visse folkeskoler lider så meget under en voldsom andel indvandrere, at dette at begrænse antallet kan være fordelagtigt, ja, er decideret nødvendigt nogle steder. Men, der er een ting, der virkelig generer mig ved forslaget:
Det virker som en definitiv kapitulation.
Det virker som om, at man har opgivet håbet om, at få disse børn til at fungere normalt, og derfor er nødt til at tvangsfordele dem: Er der blot en femtedel "problembørn" i en klasse, lader logikken til at være, må man kunne holde den nogenlunde nede, så meget i det mindste, at folk ikke trækker deres børn ud af folkeskolen.

Men kan det virkelig passe, at man ikke kan gøre noget ved problemerne? I København er der lavet radikalt om på en skoles måde, at agere overfor de unge rødder på. Og de nye metoder har givet pote. Metoden er ufattelig simpel; der er en REEL konsekvens, når man har lavet noget møg, man bander ikke ad lærerne, man laver sine ting, for ellers.....
Langt de fleste indvandrerbørn kommer fra en langt mere patriarkalsk og autoritativ kultur, hvor en advarsel er en advarsel, hvor man ikke svarer læreren igen (uden konsekvenser). Og selvom de er født her, er det stadig denne kultur de, for manges vedkommende, opflaskes med derhjemme. Så kommer de ind i en af de frieste skoler i hele verden, i en kultur, hvor der ikke er synderligt forskel på lærer og elev, en helt anden kultur end den, de er vant til.
Det kan næsten kun gå galt. Og da man i årevis ikke har turde gøre noget ved de stigende problemer i skolerne, ikke har villet indse (offentligt), at den kultur de kom i skole med, kunne være en stor del af problemet, er det bare blevet værre og værre og værre endnu.

Derfor dette forslag. Ved Københavns sidste kommunalvalg, hvor Ritt Bjerregaards hovedopponent som bekendt var Søren Pind, gjorde også han opmærksom på at spredning af elever var en absolut nødvendighed. Han var altså inde på noget af det samme. Han blev også svinet godt og grundigt til.

Inden elevspredning eventuelt finder sted, må det vel være på sin plads, at folkeskolen foretager en slags holdningsbearbejdning, griber i egen barm? En bearbejdning af tabuer om kulturforskelle, der ikke gør det nødvendigt at betragte eleverne som ofre, men netop som børn med mål og muligheder.

Maria Sand

søndag den 22. marts 2009

Opinionsundersøgelser

Opinionsundersøgelser bruges i flæng af medierne til at beskrive generelle holdninger og strømninger i befolkningen. Mange gange gengives dog kun konklusionen af undersøgelsen, og ikke de konkrete spørgsmål, hvilket i mange tilfælde resulterer i viderebringelsen af subjektive konklusioner fra journalister, som i øvrigt påstår at være objektive. For at underbygge disse subjektive konklusioner kan man altid finde en ”ekspert” med samme holdning for at underbygge ens ønskede budskab.
Et godt eksempel på dette kan findes på:

http://www.information.dk/136132

Under overskriften ”Danskernes miljøviden er begrænset” sætter journalisten sig til dommer over den danske befolknings generelle viden om miljøet. Konklusion - kan man dog læse sig til i artiklen - er baseret på en IPCC undersøgelse af europæernes holdning til den globale opvarmning. Heri konkluderes, at kun 41% af danskerne mener, at den globale opvarmning udelukkende er menneskabt, mens 51% mener, at den dels er menneskeskabt og dels skyldes naturlige ændringer. Denne umiddelbare sunde skepsis konkluderer journalisten altså som værende et udtryk for uvidenhed.
Personligt vil jeg konkludere, at befolkningen har sat sig mere ind i tingene end i resten af Europa, dog skal det nævnes, at tallene ikke så meget anderledes ud i resten af Europa.

Meningsundersøgelser kan derudover planlægges fra begyndelsen af, til at opnå det ønskede resultat. Bare tag spørgsmålet om skat, hvilket gennem de seneste år har været underlagt et utal af meningsundersøgelser som alle var farvede af spørgeren. Hvorfor velfærd desuden altid nævnes i samme åndedræt, kan man kun gisne om. Mange meningsundersøgelser om skat viser, at ”et flertal af danskerne” er tilfreds med den skat de betaler eller ligefrem er villige til at betale mere, hvilket man så kan undre sig over, når man sammenligner dette med tilsvarende undersøgelser for holdningen til sort arbejde.

Seneste skud på stammen af tåbelige meningsundersøgelser er Ugebrevet A4s ”afsløring” af, at 1/3 af Danskerne mener, at Karen Jespersen blander sig for meget i debatten om muslimer (de – ugebrevet A4 - må dog have været lidt skuffede over andelen, næsten halvdelen af adspurgte havde ingen holdning til spørgsmålet.). På trods af den ringe nyhedsværdi i denne undersøgelse fandt undersøgelsen dog alligevel plads i nyhederne på TV2, med ekspertudsagn fra flere politiske ledere.
Efter min bedste overbevisning burde medierne være en smule mere selvkritiske i forhold til brugen af meningsundersøgelser, og specielt se på ophavet til disse. Hvad der har været af tillægsspørgsmål i denne forbindelse, og hvordan spørgsmålet er stillet, nævnes ikke (tilsvarende kunne det være interessant at se partifarve på de enkelte adspurgte).

Jan True

fredag den 20. marts 2009

Foghs fald fra tinderne?

I de forgangne måneder har der været megen furore om Anders Fogh Rasmussens eventuelle kandidatur til posten, som Natos kommende Generalsekretær. Furoren har de sidste par uger været så stor i medierne, at der har været skrevet (næsten) lige så meget om dette emne, som om både "Bandekrigen" og den finansielle krise, Danmark sammen med resten af verden pt. befinder sig i. Også på Christiansborg forlyder det, at man diskuterer det ihærdigt, tingene står lidt i stampe, man trænger i dén grad til en afklaring - så hurtigt som muligt.

Anders Fogh Rasmussen er een af Danmarkshistoriens vigtigste statsministre overhovedet, hvis ikke den vigtigste - efter min mening. Han har været regeringschef i en periode af landets historie, hvor han har stået i spidsen for en "værdikamp", der har været og er dødsens vigtig. Årtiers kulturradikal patent på godhed og borgerdyd og katastrofal invandringspolitik, har han stået i spidsen for at forandre. Og efter min mening, er det - i mange henseender - lykkedes.

Meget kan i dag siges, som man ikke kunne sige før, dansk politiks "centrum" har simpelthen flyttet sig, naturligvis under enorm indflydelse fra Dansk Folkeparti, men jo derved under enorm indflydelse fra det danske folk, der valgte den nuværende regering med dens støtteparti, endda to gange. De andre partier står rådvilde tilbage. Den retorik, som de kalder det, som de selv i årevis har fornægtet, som værende ikke-stueren, kappes de nu indbyrdes om at forfølge. De Radikale og Enhedslisten hænger stadig med næb og kløer fast i kulturradikalismens tomme floskler, og har ikke fattet, at forandringen er kommet for at blive. Dette bliver deres tab.

Da Muhammedkrisen toppede, var det for Danmark et utroligt held, at Fogh stod i spidsen for landet, jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, om man havde haft en Nyrup eller Villy Søvndal i spidsen.

Han stod fast.

Hvad angår Foghs nuværende kandidatur, hører man ofte, at Danmark skal være stolt over, at en dansker muligvis bliver så højt placeret i Nato. Det er ikke set før. Man hører, at det er helt i orden, at en mand efter 7 år, som regeringschef, og 30 år, som folketingsmedlem, naturligvis gerne vil "videre", statsministerposten er i den forbindelse et super springbræt for Foghs ambitioner.

Jeg er dybt uenig.

Den mand, der om nogen symboliserer en af de vigtigste forandringer i dansk politik, så blot Danmark, da det kom til stykket, som et springbræt for sine personlige ambitioner. De personlige ambitioner var i sidste ende mere betydelige for Fogh, end det land, han skulle tjene.

Jeg mener ikke herved, at det ville være fantastisk for Danmark om han blev 10 år endnu, jeg mener heller ikke, at man ikke gerne måtte ville noget andet, efter at have tjent sit land i mange år. Tværtimod kunne det tjene folketinget, om folk ikke sad i så mange år, som mange MF'ere gør.

Problemet er dette angivelige skuespil, der af Fogh lægges for dagen. Hvis meget af hans energi for tiden vitterligt går på, strategisk og personligt at manøvre sig fremad henad og opad i Nato-regi, er der lige så megen energi, som jo altså ikke lægges i Danmark her og nu. Det mentale såvel som fysiske fravær, kan Danmark simpelthen ikke være tjent med. Den opportunisme han udviser, ved at blive i landets vigtigste embede i en krisetid på mange niveauer, førend han ved hvor han står rent karrieremæssigt, syntes jeg er et svigt af dimensioner, et svigt, jeg ikke kan få til at stemme med hans tidligere ageren for danske interesser, eller med min enorme agtelse for hans øvrige dygtighed, gøren og laden.

Ved Fogh, at han vil gå af, om han finder noget "sjovere", må han gå af nu, og så søge videre uden for embedet. Man kan ikke være halvt statsminister. Og det kan da godt være, at der er en masse formalia internt i regeringen, der først skal være på plads, jeg er fløjtende ligeglad; man kan ikke være halvt statsminister.

Maria Sand

onsdag den 18. marts 2009

Liberal Limbo

Etik er en af den slags ord som efterhånden må hænge ethvert tænkende menneske ud af halsen. Der er etik i alt, der er et etisk råd, og i dag lærte jeg, at medlemmerne i venstres folketingsgruppe er frie til at stemme som de vil i såkaldte etiske spørgsmål. Det har givet anledning til en lille ordkrig mellem DF og V. Årsagen er, at følgende medlemmer af venstres folketingsgruppe; Gitte Lillelund Bech, Troels Christensen, Karen Ellemann, Karsten Lauritzen, Sophie Løhde, Ellen Trane Nørby og Malou Aamund alle havde stemt for "Forslag til folketingsbeslutning om adgang til at ansøge om fremmedadoption for par i registreret partnerskab". fremsat af Simon Emil Amnitzbøl.

Normalt finder jeg det temmelig uinteressant om DF og venstre skændes lidt, det hører sig vel til i et fornuftsægteskab, der har varet i 7 år. Denne gang er ingen undtagelse, men baggrunden og dansk folkepartis forbitrelse over de 6 venstre overløbere der bragte VKO i mindretal i denne sag kan jeg godt følge.

For hvad er der egentlig galt oppe i hovedet på de mennesker, der stemmer for sådan et for-slag og samtidigt påberåber sig at være liberale? Ikke så lidt skulle jeg mene. Sagen er jo den at forslaget fuldstændigt og aldeles bryder med det personlige ansvar og med den sunde politik, at alle valg vi foretager i vores liv har en konsekvens. Også dem som vi af den ene eller anden grund er tvunget ud i.

En konsekvens af det, at være to af samme køn som vælger, at leve sammen er, at man ikke har adgang til at få børn med sin partner. Er man to kvinder har man andre muligheder som man så kan afsøge som man selv vil, det skal staten ikke blande sig i, men heller ikke økonomisk støtte. Er man to mænd, er øvelsen, med den viden om menneskets avlspotentiale vi har i dag, aldeles umulig. Det er derfor en ligefrem konsekvens af det at være to mænd der lever sammen, at man ikke kan få børn i sit parforhold. Sådan er det fra naturens side og det er sikkert udmærket med en solid grund i mange millioner års evolution. Når politikere så mener, at de i ligebehandlingens navn, skal lovgive, så den slags ubehagelige realiteter sættes ud af kraft. Ja så er bægret fyldt, hvad vi også ser i disse år. Der er ingen grænser for hvad politikerne skal ændre på, eller påtage sig af ansvar.

Men er det liberalt? Er det at tage det enkelte menneske alvorligt? Er det ikke snarere en ophævelse af al alvor, en negligering af selv de mest basale konsekvenser af de valg den enkelte foretager. Eller sat lidt på spidsen, hvis det er politikernes opgave, at skaffe mennesker, der har valgt en seksualpraksis, der udelukker børn, børn på trods af dette. Hvor stopper vi så? Hvad med de mænd der har svært ved at få succes hos det modsatte køn? Skal de så ikke også hjælpes ad lovens vej? Hvad med de kvinder der ikke føler sig attraktive og har ringe selvværd de skal vel også have hjælp, i den hellige ligheds navn? Er det i det hele taget ikke sådan, at vi alle kan gå til hver sin politiker og klage vor nød over den urimelig ulighed vi hver især oplever, og så forvente at politikerne tager problemet alvorligt?

Med gårsdagens afstemning har i hvert fald disse 6 navngivne folketingsmedlemmer for venstre, engang et liberalt parti, vist en enestående mangel på forståelse for det grundlag som de burde stå på. De har vist at når det gælder at holde det enkelte menneske fat på dets ansvar og i dets frihed, ja så vil de svigte alt, blot for at tækkes ligemageriet. Det er en skandale af dimensioner, det er uhørt og det udstiller venstres fuldstændige sammenbrud efter 7 års udsalg af arvesølvet.

Fy for fanden.

/Andreas True

tirsdag den 17. marts 2009

Det usømmelige Trykkefrihedsselskab

Søndag d.15 marts overværede jeg (hvad der skulle have været) en debat mellem den amerikanske forfatterinde Sherry Jones (herefter SJ) og den danske imam Abdul Wahid Petersen (herefter AWP). Anledningen var den nyligt afholdte litteraturfestival i Århus: Vild med ord, og mere partikulært SJ's bog "Medinas juvel", der omhandler Muhammeds barnebrud, den blot 9-årige Aisha. Bogen er en skønlitterær produktion, der beskriver hele Aishas liv. Den er, kan man vist roligt sige, på ingen måde islam-kritisk, tværtimod tegner den et billede af et islam, der var forud for sin tid og behandlede kvinder bedre end nogensinde før.

SJ Havde i USA lavet en aftale med forlaget Ransom house (det største engelsksprogede forlag i verden) om udgivelse af bogen.
Ransom house trak tilbuddet om udgivelsen tilbage efter en advarsel om, at udgivelsen ville kunne medføre trusler. Et engelsk forlag, der ønskede at udgive bogen, blev da også truet, blandt andet med en brandbombe.

I Danmark ønskede Trykkefrihedsselskabet at udgive bogen. Dette blev aldrig til noget. En anden forlægger ved navn Bjarke Larsen ønskede ikke at netop Trykkefrihedsselskabet, skulle udgive bogen, han skrev til SJ og folkene omkring hende, at Det ville forkludre udgivelsen og sætte fokus på noget helt andet end intenderet, hvis netop Trykkefrihedssleskabet stod for udgivelsen. Bjarke Larsen udgiver nu selv bogen.

AWP's argumnet for at advare imod bogen, var - i følge ham selv - især dét, at netop Trykkefrihedsselskabet ville udgive bogen, dette fik ham efter eget udsagn til at forvente det værste af den bog, han endnu ikke havde læst (end ikke til debatten havde han læst bogen!).

Det er indlysende, at problematikken her igen-igen er de tilbagevendende forsøg på at indskrænke ytringsfriheden, men det var slet ikke dét, der blev talt om denne søndag. Dét, der blev talt om, var i stedet hovedsageligt hvor modbydeligt et selskab Trykkefrihedsselskabet var, som AWP sagde: "These people are some of the most stern islam-haters in Denmark".

Naturligvis var AWP's ord en total forkvakling af tingenes tilstand, eftersom den bog, Trykkefrihedselskabet tilbød at udgive, var noget nær en omvandrende islam-reklamesøjle, hvorfor SJ ikke blot må lide under ekstreme muslimers trusler, men også folk af helt modsat observans, der syntes, at hun idealiserer islam.

Det mærkelige, ved den debat jeg overværede, var, at der ikke var en egentlig debat. Jeg havde godt lugtet lunten allerede da man introducerede midleren og udspørgeren mellem de to: Rune Engelbrecht Larsen (herefter REL). Kender man blot en smule til REL's gøren og laden og skribenteri, vil man vide, at han - sagt på en pæn måde - er meget ensidig. Det var grotesk.

REL forklarede SJ hvorledes der var i Danmark, hvorledes klimaet var at ligne med 30'ernes Tyskland, hvorledes minoriteterne i dén grad blev ringeagtet, og Muhammedtegningerne (ingen debat uden disse - gudskelov) fuldstændig lignede tegningerne af jøderne i Danmark anno 1930, og så videre og så videre.

SJ, der jo ikke kender forholdene i Danmark, men blot kunne forholde sig til, hvad de to sandhedsvidner, Petersen og Larsen, havde at sige om rigets tilstand, sagdeikke meget til denne svada, men konstaterede blot tørt, at billeder af Danmarks jøder i 30'erne dog havde det twist, at jøderne var ikke-voldelige, og hvad tegningerne dengang ville og sagde var af den grund usammenlignelig med tegningerne af i dag, der var en sociokulturel kommentar til tingenes faktiske tilstand, derfor var tegningerne helt i orden.
Tavshed.
Netop da der var ansats til debat, til den egentlige kerne, tav REL. Han skiftede hurtigt emne, og man var atter hensat til en kritik af rigets tilstand og Trykkefrihedsselskabet og blablabla.

To nye tanker gjorde jeg mig på vej hjem fra Ridehuset i Århus:
Jeg var nu klar over, at Trykkefrihedsselskabet var og er en del af det dårlige selskab. Det vidste jeg faktisk ikke før. Jeg var klar over, at dét, at der er en Lars Hedegaard som formand, og andre ret forbitrede mennesker i bestyrelsen, kunne gøre den upopulær, men selskabet var mere end det, som jeg lærte: Det var hadsk. Det var ikke hvad selskabet udgav, der betød noget, men at det var netop dette selskab, der udgav noget, der kunne være et problem.
Endvidere blev det mig klart, at det ikke kun var folk, der skrev kritisk om islam eller dele deraf, der følte sig truet, men også folk der skrev glorværdige ting om islam. Således SJ, hvis formål med bogen - som hun sagde - var, at vise islams egalitære træk, for at modvirke de hadske toner der var opstået i USA mod muslimer efter 9/11. Med andre ord var SJ langt fra den "typiske" islam kritiker, hvis en sådan findes. Tværtimod. Men også hun modtager trusler, har haft problemer med udgivelsen af sin bog, må finde sig i utålelige imamers indblanden i et skønlitterært værk. Et værk pågældende imam ikke havde læst. Det går fra slemt til værre.
Maria Sand

torsdag den 12. marts 2009

Blokpolitik

Der findes mange sære begreber og vendinger, som divergerende politikere og folk, der (angiveligt) interesserer sig for politik, eller er tvunget til det (således journalister), bruger i flæng mod hinanden. Hver årstid lader til at have sit eget ”modeord” – således kunne man for et par år siden ikke åbne en avis, uden at man fik at vide, at man meget gerne ville debattere over dette og hint, til sidst blev det en debat over dette at debattere, debatten i sig selv var indholdsløs, blot skulle man netop – debattere. Siden er andre ord kommet til; man skal tolerere, det er lige meget, hvad man skal tolerere, men man skal edderbrodereme tolerere, skal man (!), for ellers er man intolerant, og det tolererer man ikke! Eller man skal have visse kompetencer; det kompetente menneske er blevet virkelig moderne, så uendelig fuld af fine kompetencer, som det kan sætte på sit fine CV, der nærmest sprudler af kompetent idérigdom.
Hvad kompetencen indebærer, er ligegyldigt, det er ikke indholdet, det drejer sig om, men ordlyden. Skal man udfylde et evalueringsskema på universiteterne, afsluttes skemaet typisk med et spørgsmål a'la: ”Syntes du, at dette fag har bidraget til din overordnede teologiske kompetence?”. Hvad en teologisk kompetence er, må guderne vide, men den er sikkert vældig tolerant.
Man kunne blive ved med denne ordgeil; således var det på et tidspunkt vældigt populært, at ”tage afstand fra”, efterhånden var det ligegyldig, hvad man tog afstand fra, men afstand skulle der til.

De sidste par år har endnu et ord blandet sig i mængden af populære. Dét, der adskiller dette ord fra de andre, er, at det ikke er indholdsløst, men tværtimod så fuld af indhold, at det næsten er ubærligt: Ordet er blokpolitik.

Jeg må indrømme, at da ordet trådte ind på scenen første gang, anede jeg ikke, hvad det betød, og havde grumme anelser om, at her var endnu et ligegyldigt spin-ord. Men nej, det viste sig, at netop dette ord netop var blevet moderne, fordi det betød helt blå eller helt rød, men at dette ikke var spor godt, fordi man (det vil sige oppositionen, og her især de Radikale, der er helt vild med dette ord) netop ikke ønskede den ene eller den anden ”rene” blok, men flere blokke forenet i en slags idealistisk super-blok (ren utopi, naturligvis, deres blok ville blive skrigrød).
I denne blok vil alt efter sigende blive fryd og gammen, denne super-blok vil gå direkte efter ”brede forlig” (endnu et modeord). Næsten kafkask blev det, da det gik op for mig, at den regering, der pt. sidder på den onde blåsorte blok, sprang med på denne tåbelige blok-retorik , og lovede vælgerne flere brede aftaler, både i udlændinge- og skattespørgsmål.

Hvorfor gå efter brede aftaler, når man kan få bedre aftaler uden bredde? Hvorfor forene to blokke i en uhellig alliance? Hvorfor ikke indrømme, at man er så uenig på visse områder (desværre alt for få), at man bare ikke ønsker en bred aftale, hvorfor dette spil for galleriet?
Havde jeg magten, ville jeg ikke dele den med folk, jeg syntes var tåbelige, hvis det kunne undgås. Ville det blive et diktatur af dén grund? Ikke i Danmark. Man kan jo bare afsætte den onde blok ved næste valg. Desuden må man sige, at dét, der skulle have været blokkenes endeligt, den Nye Alliance, viste hulheden i, hvad forsagelsen af blokkene indebærer: Intet.
Der er ingen der ønsker at stemme på noget, der ikke har noget tilhørsforhold til den ene eller anden side, og det uanset, om man kalder det en blok eller ej. Blokpolitik er det ord, der har mest indhold, netop derfor er det ikke et smigrende ord som tolerant og kompetent, men et skældsord. Forvirringen er total.

Maria Sand

onsdag den 11. marts 2009

Ligestilling er et af de ord som anvendes i flæng i både den politiske og kulturelle debat. Det underforstås af alle at der ikke er nok af den. Dens genstand er kvinder der ikke behandles som de burde ifølge ligestillingsdebatten.

Kvinder får mindre i løn end mænd.

Kvinder laver mere husligt arbejde end mænd.

Kvinder sidder ikke i bestyrelser i samme grad som mænd.

Kvinder har ikke karriere på samme måde som mænd.

Kvinder er ikke mænd.

Det er alt sammen meget trist, forstår jeg. Det kan der læses om her:

http://www.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=47668

Nu kunne jeg skrive meget om hvorfor det er, at kvinder får mindre i løn, som det fremgår af indlægget blandt andet fordi de har andet arbejde end mænd, og hvorfor det er, at der ikke er nogen rimelighed i tåbelige sammenligninger mellem ingeniører og sygeplejersker. Det lader jeg være med. Der er andre interessante ting i Pernille Vigsø Bagges indlæg.

Ja, verden er ond, og som det nu forstås er den også forældet. Det er et begreb der lader til, at være centralt. Folk er simpelthen forældede, de gør forældede ting, på forældede måder, det lader til at selv deres motiver er forældede. Og oh ve oh skræk: de lever i mønstre og strukturer (der) til forveksling ligner deres forældres og bedsteforældres. Ja så bliver det ikke værre, det var groft, ja nærmest uansvarligt. Nu har der gennem snart 100 år været ekspe-rimenteret med at frembringe det "nye menneske" i forskellige laboratorier i tyskland fra 1933 til 1945 og i sovjetunionen fra 1914 til 1991, i Cambodja, i Vietnam listen er endeløs. Så er det da skuffende, at selv i Danmark, hvor man ellers også forsøger massivt at detailregulere folks adfærd, at heller ikke her vil det lykkes. De genstridige hoveder vil ikke reformeres, der er ting som lovens lange arm ikke kan ændre, selv om der bliver taget grove metoder i brug.

Det undrer mig egentlig, at der findes politiske partier der overhovedet vil lægge ryg til den sprogbrug? Det undrer mig, at et menneske med hovedet godt skruet på kan skrive et indlæg om de "forældede" mennesker, og ikke selv kan se hvilken uhyggelig kontekst sådanne ord skaber omkring sig. Men det der undrer mig mest er, at vores land er blevet så konformt at ingen siger stop. Alle partier har ligestillingsordførere, og alle syntes der skal gøres noget ved "det". Alle vil bruge det samme eller lignende totalitære argumenter.

Sagen er imidlertid den, at ligestillingsdebatten er en pervertering af det frie samfund. Det burde flere partier med liberale holdninger kunne indse. Alle i dette land er lige for loven, alle er født med de samme muligheder, ikke af de samme forældre, men for loven er alle lige og alle har de samme muligheder. At alle så ikke gør det samme med deres liv som politikere ønsker; at folk vælger at leve som "forældede" mennesker, er det politikernes problem? Er det sådan, at politikerne mener, at de kan leve borgernes liv bedre end borgerne selv? Er politikerne udstyret med en indsigt der ikke er den almindelige borger beskåret? Når jeg læser de tekster politikerne forfatter, syntes jeg ikke det ser sådan ud. Derfor er det vigtigt og på høje tid, at nogen siger fra i forhold til ligestillingsdebatten. Ligesom vi ikke ønsker race specifik lovgivning, eller lovgivning med udgangspunkt i folks social tilhørsforhold, ja sådan ønsker vi da heller ikke kønsspecifik lovgivning. Er det ikke også et stykke ubehageligt totalitært tankegods? Som af én eller anden grund er acceptabel og bliver gjort acceptabel af mennesker, der burde kunne se sammenhænge?

/Andreas True

fredag den 6. marts 2009

"Den Onde Bøf"

Seneste påfund inden for den menneskeskabte globale opvarmning er at vores madvaner har kolossal betydning for denne. Fortsætter denne tendens, ender vi med forbud mod kød og andre animalske produkter på linie med det kommende forbud mod 100W glødepæren (som i sidste ende også resulterer i et totalt forbud mod glødepæren).
På DRs hjemmeside kan man ”gå på interaktivt indkøb” i KlimaSuper og teste ens fødevaremæssige CO2 vaner. Med dette redskab og under overskrifter som ”Bøffen er en CO2 skurk”, bliver vi konstant mindet om at ”kød er ondt, grønt er godt”. Hvornår stopper dette vanvid? Hvorfor gives der mere spalteplads til disse vanvittige påfund end til den bagvedliggende teoretiske videnskab?
Hvor er de kritiske medier som ikke blot blankt accepterer og viderefører disse vanvittige teser? Der er kritiske forskere, men disse har, i modsætning til hvad nogle TV serier forsøger at fremmane af globale olielobby-sammensværgelser, ikke i nærheden af de forskningsmidler som de såkaldte klimaforskere har, som er tilknyttet IPCC. Selvom Al Gore har erklæret den videnskabelige konsensus indenfor den kun 20 år gamle videnskabelige disciplin der hedder menneskeskabt global opvarmning, er dette langt fra tilfældet. Der er ingen videnskab der har været i nærheden af at være fuldtendt i løbet af kun 20 år, og da særligt ikke dem hvor man forsøger at forudsige en given fremtid. Om 50 år vil alle se tilbage på verden af i dag og le af denne sindssyge der havde ramt verden. Imellem tiden vil vi bruge uforholdsmæssigt mange resurser på at begrænse noget som vi sandsynligvis ingen indflydelse har på.
DR har som de første i Danmark oprettet en stilling som klimakorrespondent (Steffen Kretz), en efter al sandsynlighed fuldstændig ligegyldig stilling, som nok kan dække klimakonferencen der afholdes i år i København, men ellers blot varetager opgaven med at interviewe meningmand om han/hun er klar over hvor ond man er når man spiser kød.
Nyd din bøf i dag, i morgen er det måske for sent.

Jan True

Regeringsrokade nu!

Skulle Anders Fogh Rasmussen, trods Tyrkiets indsigelser, faktisk gå hen og blive Natos's næste generalsekretær, eller påtage sig et andet og sjovere embede end hans nuværende, skal der jo en regeringsrokade til. I den sammenhæng må man håbe, at der virkelig sker drastiske ændringer, for rokerer man blot en smule om blandt de tågehoveder, der allerede er sikret en livslang pension (alias ministrene), ser det ikke for sjovt ud. Om Helle kan slå mini-Rasmussen, er et spørgsmål, der i dén grad optager journalister som de er flest - og det vil sige røde - fordi de her øjner mulighed for endelig at få udskiftet den efterhånden slidte borgerlige regering ud med......Ja med hvad? Det beskæmmende er, at der ikke er et seriøst alternativ, med mindre man har lyst til at hygge sig med en Ole Sohn på Finansministerposten, en Søvndal på Socialministerposten(Så kan han rent faktisk besøge de 15 plejehjem, der vist viste sig kun at være 3 i sidste valgkamp)og en Rosenkrantz-Theil på......Tjah, det er vel ligegyldigt, hvad hun måtte blive, kønt bliver det i hvert fald ikke.

Jeg foreslår i stedet en nytænkning af regeringsrokaden, ja, af valg og politik i det hele taget. Hvor Ny (Liberal) Alliance slap, tager folket over. Hvad med, at borgerne opstiller deres egne ønskelister, deres ideal-regering, så at sige, og den med de fleste stemmer får posten?
I så fald ønsker jeg følgende, og min liste er endnu ufuldendt, jeg håber på gode forslag, og ønsker blot at vække til debat, det er jo så moderne:
Statsminister: Bent Falbert - han er kynisk nok, og desuden kan han nedstirre enhver modstander.
Finansminister: Stein Bagger - naturligvis, hvem der havde en finansminister der kunne få 300 millioner Dkk. ud af intet.
Forsvarsminister: Lars Hedegaard - uha da, han er vred....
Minister for Geil: Farshad Kholgi - han er både sej og sjov.
Klimaminister: Pladsen må deles af Lomborg og Svensmark af indlysende grunde.
Landbrugsminister: Naser Khader - med særligt fokus på svin.....
Resten er endnu uigennemtænkt, men mon ikke en del ville stemme på netop denne liste? Man kunne have lov at håbe. Som en lille krølle på halen skal DR naturligvis også have en ny generalsekretær: Jesper Langballe: Så kan de lære det. I tilgift har han oveni købet en journalistisk baggrund.
Maria Sand

torsdag den 5. marts 2009

At puste til ilden.....

I Debatten vist på DR2 05/03/09 diskuterede man den famøse bandeproblematik, der i den seneste tid er kommet hele Danmark til kendskab, qua diverse tragiske skudepisoder og en mediedækning, der mindst er et amerikansk præsidentvalg værdigt. Hvorvidt dækningen står mål med de faktiske problemer, ved jeg ikke al den stund, at jeg bor i en helt anden landsdel. Men åbenlyst er det vel, at spørgsmålets svar afhænger af, hvad man anser det egentlige problem for at være. De faktiske skudepisoder? Den stigende (internationale) narkokriminalitet? (Endnu) et integrations-problem? Socialt belastede familier? Og så videre.

Een ting er imidlertid sikkert: Det er ikke et spørgsmål om raceuroligheder. Begrebet "raceuroligheder" er obskurt, al den stund, at der er tale om forskellige grupper indenfor forskellige grupper. Der er f.eks. folk af forskellig hudfarve i invandrerbanderne; folk af afrikansk, mellemøstlig og østeuropæisk baggrund, selvom det utvivlsomt er folk med baggrund i mellemøsten, der er flest af, på "invandrer-bande-siden". Derfor er det, at Rockerne helt seriøst kan tale om at pløkke flest muligt "perkere". Det er stadig ingen raceurolighed. Skal man endelig sætte et adjektiv på invandrerbanderne, er det vel, at langt flertallet af dem kommer fra familier med mellemøstlige rødder (og som oftetst muslimsk), og altså en kultur, der uanset hvordan man vender og drejer det, har det med at komme på kollisionskurs med den alment herskende kultur i Danmark, hvad den så end er. Mellemøstlig er den i hvert fald ikke.

I Debatten blev dette med raceuroligheder nævnt igen og igen. Det sære var, at det især var venstrefløjen, der brugte ordet. Altså, det blev brugt under dække af, at det var der andre, der sagde, men nævnt blev det, mange gange, og det ikke af hverken Brian Mikkelsen, Søren Pind eller Pia Kjærsgaard. Søren Pind nævnte kultur, som en faktor, man ikke kunne se bort fra, men race? Nej. Enhedslistens debattør denne torsdag aften var Johanne Schmidt Nielsen (herefter JSN). Gentagne gange spurgte hun retorisk om "det var i orden, at man ved lov skelnede mellem sorte og hvide mennesker, om loven ikke skulle være lige for alle mennesker? Og gjorde VKO sig ikke skyldig i, med disse termer, at puste yderligere til ilden?" (At der ikke kan pustes på en ild, der ikke er der, er noget JSN pænt udelod at debattere, endsige indse). Første del af spørgsmålet, kan selvfølgelig kun besvares benægtende, hvad JSN også ved, da det er et ubøjeligt princip, at loven netop er lige for alle. Dette med sorte og hvide mennesker, altså rent ud sagt racetermer, blev brugt af venstrefløjen. Mærkeligt.

Igen - det blev brugt mod de andre, at det skulle være dem, der brugte begreberne, men det var der de facto ikke een af dem, der gjorde.

Baggrunden for JSN´s udfald var den foreslåede lovændring om, at man i forbindelse med "bandekrigen" bl.a. skulle kunne udvise kriminelle invandrere, der bærer våben. Umiddelbart virker forslaget grimt, og hører man kun denne side af sagen, virker det vitterligt som forskelsbehandling for loven. Men det er det ikke, og det forstemmende ved Debatten i går var ikke så meget JSN's sædvanlige forsøg på, at få alle andre end hende selv til at fremstå som racister, men to andre faktorer:

For det første JSM´s anklage om, at den siddende regering ved deres retorik pustede til ilden, når den hele tiden talte om race etc. Som sagt var det alene JSN, der dén aften på DR2, gjorde seeerne klart, at det var forskel mellem sorte og hvide, det handlede om - altså - det var jo dét regeringen et al sagde, og hvis de ikke sagde det, ja, så mente de det i hvert fald.

For den andet var det trist at se på, at alene Villy Søvndal faktisk afværgede anklagen om forskelsbehandling, ved i en meget kort sentens at fastslå, at der jo ikke var tale om danske statsborgere. Med andre ord: Hudfarve, sort og hvid, er sagen dybt uvedkommende. Der kan lige så godt være en svensk HA'er, der ikke har dansk statsborgerskab, som en mørklødet invandrer, og det kan ligeså godt være en mere typisk europæisk udseende Serber fra en invandrerbande, der udvises.
Med andre ord var anklagen om race, udsmidning af alene "sorte" en total fordrejning af fakta, hvis eneste formål var at gennemtrumfe sin egen vilje om, at lade stå til, og i tilgift svine regeringspartierne og dets støtteparti til. Sådan er politik, javel, men det var ikke VK eller O der dér aften pustede til en ild, hvad de derimod gjorde var, at de i grov grad forsømte at lade alle de danskere - der troligt ser Debatten hver torsdag - vide, at det var folk uden statsborgerskab, det drejede sig om. Det vil sige, at det i formel forstand ikke engang er danskere.

Man har naturligvis kunne læse dette med statsborgerskab i aviserne, men der er også mange der ikke læser aviser, og jeg forestiller mig, at sad der tilfældigvis en invandrer knægt fra Nørrebro, og så Debatten denne torsdag, og ikke lige bemærkede Villy Søvndals sekund-korte indlæg - ville han meget nemt kunne blive efterladt med det indtryk, at det er "Sorte", der smides ud af landet, mens "Hvide" får lov at blive, og dette forfalskede grundindtryk får han af JSN. Og eftersom hendes opponenter i Debatten desværre ikke forsøgte af forklare, hvordan det egentlig hang sammen, da de havde for travlt med at hævde sig selv, vil knægten fra Nørrebro stå tilbage med hendes ord. Jeg er ikke sikker på, at det var VKO - der i dette tilfælde - pustede til nogen ild.
Maria Sand

Grønt foregangsland (afgiftsland)

Som en del af den såkaldte Forårspakke med undertitlen Vækst, Klima, Lavere skat indgår den såkaldte ”Grønne check” som bedst kan beskrives som en uforståelig kompensation for en miljøpolitik baseret udelukkende på afgifter i bedste Svend Auken stil. Op af den ene lomme og ned i den anden. Kompensationsbeløbet er fastsat ud fra gennemsnitsforbrug for en familie (men aftrappes ved lønninger over 360.000 dkk), hvilket sikkert holder en del mennesker skadesfri.
Men ændrer dette i virkeligheden adfærd hos den danske befolkning som i forvejen betaler over 100% i afgifter på f.eks. elregningen?
Folk der bor i oliefyrede huse vil nødvendigvis kaste lidt mere i brændeovnen (heriblandt papiraffald mv.) med øget partikelforurening til følge (afgiften på brændsel til opvarmning øges med 15%). Partikelforureningen er på en helt anden måde end den menneskeskabte globale opvarmning en målbar størrelse, som man kan forholde sig til lokalt eller regionalt og umiddelbart gøre noget ved.
Men hvorfor er det at danske politikere mener at løsningen på hele verdens klimaproblemer er at lade danskerne betale endnu mere for deres forbrug af energi? Det mener de jo nok heller ikke, men de ved at denne måde at hæve skatterne på er gangbar uden at de mister deres dyrebare stemmer. Afgiftsforhøjelsen begrundes desuden med at Danmark skal være et grønt foregangsland. Al ære være med det, men som det ser ud i øjeblikket vil Danmark alligevel ikke nå målet for CO2 reduktion fra Kyoto aftalen. En aftale som, hvis alle lande der indgår i denne overholder kravene, vil medføre en reduktion i stigningen i den globale temperatur på 0,06C i 2050. Hvor mange procents afgift skal vi mon op på for at nå dette?

Jan True

tirsdag den 3. marts 2009

Ritt,bander og pakker

Læs her: http://www.berlingske.dk/article/20090303/politik/903030395/

Og her: http://www.venstre.dk/index.php?id=4761&tx_ttnews[tt_news]=2497&tx_ttnews[backPid]=4606&cHash=ded8bed964

Hvis du læste andet end overskriften på artiklen fra Berlingske kom du længere end jeg gjorde. Det gør imidlertid ikke noget, det betyder bare at du stadig tror på der er noget godt i Ritt Bjerregård, på den måde adskiller vi os så fra hinanden. Alene overskriften siger en del om Ritts livsfilosofi: Ingen mennesker, inklusive Ritt selv er nogensinde selv skyld i noget. Det er altid nogle andre nogen som er de onde. Ofte er problemernes rod at søge blandt folk med en anden politisk observans end Ritt Bjerregård. Således også denne gang. Det er nemlig, forstår man nu, slet ikke bandernes skyld at de render rundt og skyder hinanden og alle mulige andre ned, nej det er regeringens skyld. De slyngler har insisteret på at lov skal holdes, og dermed bragt det dertil, at unge mennesker med en stor interesse for henholdsvis motorcykler og biler af ædel tysk afstamning nu render rundt og skyder på hinanden. Der kan man bare se, det er godt vi stadig har Ritt og hendes falkeøje til at fortælle hvordan verden virkeligt hænger sammen. Tak af hjertet.


Nu hvor regeringen er så godt i gang med at dele pakker ud bank pakke 1 og 2, forårspakker og så videre, er der nogle lyse hoveder der der har besluttet at vi også skal have en bande pakke. Mange tak for det, uden en bande pakke med ekstra skrappe redskaber til politiet får vi nok ikke bugt med de urolige elementer. Det der altid er helt interessant ved den slags tiltag er at politikere fremlægger en hoben forslag som de forestiller sig vil hjælpe på en given problematik, uden i øvrigt at forholde sig til at der formentlig allerede nu gøres en stor indsats for at imødegå problemerne. Det er der flere ting galt med:

Det noget skidt at politikerne altid stikker hovedet langt ned i enkelte problemstillinger. På den måde påtager de sig ansvaret for at løse dem, og med al respekt for Kim Andersens dybe og rolige stemme, tror jeg at båden HA og deres modpart vil skide ham et stykke. Ansvarets er politiets, og det kan ikke være sådan at politiet er så dårlige til politi arbejde, at de skal have håbefulde retspolitikere til at hjælpe sig i tide og utide.
Er det på den anden side sådan at politiet er kørt helt i bund af inkompetent ledelse manglende ressourcer, dovne medarbejdere eller hvad det måtte være. Ja så er det jo der politikerne kunne tage et ansvar for at rammerne var i orden, men løsningen af de konkrete politimæssige opgaver skal de aldrig blande sig i, eller som i dette tilfælde forsøge at slå plat på.

Og hvad er det egentligt for nogle afsindige forslag der fremlægges her? Med tanke på hvor langmodige vi ellers er virker det helt vildt at besiddelse af våben skal medføre et års ubetinget fængsel. Især da når man betænker den række af afsindigt rå indbrud der har været i folks privathjem, vi har en restriktiv våbenlov i forvejen. Og så er der forslaget om en børnebeskyttelseslov, fantastisk intet mindre, fremsat af Venstre et liberalt parti, hvor blåøjet har man lov til at være? Tror man virkeligt på at man fra politisk hold kan lovgive sig ud af forældrenes manglende ansvarsfornemmelse? Hvis den slags lovgivning er nødvendig, bør politikerne alvorligt overveje om ikke de har sovset befolkningen ind i illusion om at staten kan løse alt.

/Andreas True

mandag den 2. marts 2009

Staklade-solitude

Stakladen, der er een af Aarhus universitets kantiner, er et slags minikosmos af den verden man møder, når man træder uden for stakladen. Der findes myriader af skæve eksistenser derinde, folk, der aldrig har studeret, kommer af uransagelige grunde i stakladen, for selskabets skyld, for at undgå ensomheden, føle sig som del af et fællesskab, for at være noget eller nogen. Der findes den gamle perverse stodder, der sidder og rører nervøst ved det bælte, der angiveligt holder et par plettede fløjsbukser oppe, der er alkoholikeren, der håber at kunne charmere sig til "en enkelt", og der er de attraktive gymnasieelever, der, som kommende studiner og studenter, vejrer stemningen, før det går løs for deres eget vedkommende.

Men så er der også de helt "almindelige" mennesker. Og i stakladesammenhæng vil det sige de mennesker, der på den ene eller anden måde er knyttet til dette eller hint fakultet inden for stakladens snævre radius. Der er mange slags studerende, selvom teologi-, religionsvidenskabs- filosofistuderende og idéhistorikerne nok er dem, der er flest af. Og altså deres undervisere i enhver afskygning. Man kan hurtigt spotte de, der føler sig udenfor fællesskabet, uanset om de er studerende eller undervisere. Man kan være ret sikker på, at en del af disse outsidere holder tidsskriftet Tidehverv. Har de ytret dette højt, er der en stor chance for, at de bliver talt til på en anden måde. Måske mødt med resigneret nedladenhed, måske mødt med tavshed, måske blot ignoreret. De er nemlig derved stemplet som Patriarken Søren Krarups skødehund, og dermed en bannerfører for Dansk Folkeparti. Og stemplet er et grimt et af slagsen i stakladesammenhæng. Har man på noget tidspunkt ytret meninger, der på blot det mindste punkt ligger nær Dansk Folkeparti, er man stemplet som fremmedhader. Dette er blevet mindre sjovt, efter at universitets Arabisk-afdeling nu ligger på det teologiske fakultet.
Dertil skal siges, at det efterhånden er nærved alt, der åbenbart minder om Dansk Folkeparti. Syntes man at Muhammed-tegningerne var fuldt legitime (ja, nødvendige), er man DF'er, syntes man at indvandringen skal begrænses højest muligt af diverse grunde, ditto.
Hvorfor?
En anklage om tilhørsforhold til Dansk Folkeparti og dets ideologiske fader (som anklagerne kalder ham), Krarup, og dét tidsskrift, der om noget er en manifestation af ham - Tidehverv - er simpelthen det skyts, man bruger, til at vise folk, at de er elendige mennesker. Mantraet om, at man da ikke kan holde Tidehverv og samtidig "gå ind for næstekærlighed" (sic), og at man da i hvert fald ikke kan stemme på Dansk Folkeparti og samtidigt samvittighedsfuldt tage sig af et sogn, (der jo nok også har sin del af invandrere), er hverdagskost på teologi.
Det er ufattelig trættende. Hvorfor skal man overhovedet føle, at man skal forsvare,
hvor man evt. lægger sin stemme, når angrebet mod een er irrationelt. At man de facto stemmer andetsteds er i den sammenhæng ligegyldigt. Hvorfor skal næstekærlighed knyttes til et parti? Og hvorfor er det altid partier til venstre for midten, eller endnu værre, i midten, der angiveligt er mere næstekærlige? Hvorfor kan man ikke blot een gang blive undervist i Etik uden underviserens sædvanlige stikpiller mod den uanstændige udlændingepolitik, og hvorfor smågriner alle de studerende medvidende (de forstår, de har selv tænkt det samme, de er også bedre mennesker), er det virkeligt blevet så unuanceret på Aarhus teologiske fakultet? Hvor blev forskelligheden af? Eller var den der aldrig?
Tilbage i Stakladen sidder underviser og skribent på Jyllands Posten (de Ondes avis pr. excellence) Hans Hauge. Han sidder let foroverbøjet, mens han betragter det minikosmos, han sidder midt i, men ikke er - og aldrig bliver - en del af. Han sidder som oftest alene, men det er heller ikke sært, da han mere end een gang har ytret meninger, der for manges vedkommende er rendyrket DF-retorik. Det vil sige, at han kritiserer sædernes forfald, kulturradikalismen, den elendige 70'er pædagogik, den forfejlede indvandringspolitik etc. Mere skal der ikke til, for at få stemplet Ond alias DF'er.
Stakladelæsere er i høj grad Politiken-læsere. Det er der intet ondt i - i og for sig - men stilheden er larmende, når man ikke er det. Både på teologisk fakultet og i stakladen...
Maria Sand

Mindre skat mere brok

Efter en forhandling om skattereformen der vel nærmest kan betagnes som en VKO classic, er det nemt at udgyde sine frustrationer over alle de mangler reformen har, det er ikke så få.

Det er der nok der gør. Så fra denne side skal der lyde et (meget) lille hurra for det trods alt store fremskridt der er sket. Mellemskatten forsvinder og grænsen for betaling af topskat er rykket markant frem. Det er ikke så skidt endda. Fint er det også at man begynder at nedtrappe rentefradrag samt skærer i de ligningsmæssige fradrag. Hvad folk går og bruger deres penge på må de selv rode med, men det er grundlæggende usundt at man kan sende en del af regningen videre til andre skatteborgere (slaver).

Alt det almindelige brok over social skævhed, manglende lettelse af topskatten etc. behøver jeg ikke gentage, politik er det muliges kunst. Dog er der en ting der forstyrrer mit øje en del, det er den grønne check. Og ja den er et bureaukratisk misfoster og så videre, men det der virkeligt falder mig for brystet er den lille særhed at der kun gives grøn check for de to første børn. Når nu politikerne insisterer på at indføre en så gennemført tåbelig ordning, og når DF nu har været så optaget af at reformen skulle være retfærdig for gud og hvermand, hvad er så egentlig meningen?

Det kan man jo kun gætte på, men mon ikke der er et svar at finde inde i hovedet på DF's forhandlere? Kunne det være at denne lille tilsyneladende marginale ting, er DF's redskab til at chikanere børnefamilier med ekstraordinært mange børn? Familier som i DF's verdensbillede jo gerne kommer fra varmere himmelstrøg. Det er en styg tanke, men med tidligere tiders forslag fra DF om kun at udbetale børnepenge for to børn, kan det jo ikke helt udelukkes. Hvis det er sådan, er det endnu et tegn på at DF går i sko der er så små, så selv børneskotøjs handlere vil have svært ved at finde størrelser der er små nok. Og samtidigt bærer briller der gør dem så nærsynede så de ikke kan se det kæmpe demografiske problem der tårner sig op foran os, inden for bare 5-10 år.

/Andreas True