Foghs fald fra tinderne?

I de forgangne måneder har der været megen furore om Anders Fogh Rasmussens eventuelle kandidatur til posten, som Natos kommende Generalsekretær. Furoren har de sidste par uger været så stor i medierne, at der har været skrevet (næsten) lige så meget om dette emne, som om både "Bandekrigen" og den finansielle krise, Danmark sammen med resten af verden pt. befinder sig i. Også på Christiansborg forlyder det, at man diskuterer det ihærdigt, tingene står lidt i stampe, man trænger i dén grad til en afklaring - så hurtigt som muligt.

Anders Fogh Rasmussen er een af Danmarkshistoriens vigtigste statsministre overhovedet, hvis ikke den vigtigste - efter min mening. Han har været regeringschef i en periode af landets historie, hvor han har stået i spidsen for en "værdikamp", der har været og er dødsens vigtig. Årtiers kulturradikal patent på godhed og borgerdyd og katastrofal invandringspolitik, har han stået i spidsen for at forandre. Og efter min mening, er det - i mange henseender - lykkedes.

Meget kan i dag siges, som man ikke kunne sige før, dansk politiks "centrum" har simpelthen flyttet sig, naturligvis under enorm indflydelse fra Dansk Folkeparti, men jo derved under enorm indflydelse fra det danske folk, der valgte den nuværende regering med dens støtteparti, endda to gange. De andre partier står rådvilde tilbage. Den retorik, som de kalder det, som de selv i årevis har fornægtet, som værende ikke-stueren, kappes de nu indbyrdes om at forfølge. De Radikale og Enhedslisten hænger stadig med næb og kløer fast i kulturradikalismens tomme floskler, og har ikke fattet, at forandringen er kommet for at blive. Dette bliver deres tab.

Da Muhammedkrisen toppede, var det for Danmark et utroligt held, at Fogh stod i spidsen for landet, jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, om man havde haft en Nyrup eller Villy Søvndal i spidsen.

Han stod fast.

Hvad angår Foghs nuværende kandidatur, hører man ofte, at Danmark skal være stolt over, at en dansker muligvis bliver så højt placeret i Nato. Det er ikke set før. Man hører, at det er helt i orden, at en mand efter 7 år, som regeringschef, og 30 år, som folketingsmedlem, naturligvis gerne vil "videre", statsministerposten er i den forbindelse et super springbræt for Foghs ambitioner.

Jeg er dybt uenig.

Den mand, der om nogen symboliserer en af de vigtigste forandringer i dansk politik, så blot Danmark, da det kom til stykket, som et springbræt for sine personlige ambitioner. De personlige ambitioner var i sidste ende mere betydelige for Fogh, end det land, han skulle tjene.

Jeg mener ikke herved, at det ville være fantastisk for Danmark om han blev 10 år endnu, jeg mener heller ikke, at man ikke gerne måtte ville noget andet, efter at have tjent sit land i mange år. Tværtimod kunne det tjene folketinget, om folk ikke sad i så mange år, som mange MF'ere gør.

Problemet er dette angivelige skuespil, der af Fogh lægges for dagen. Hvis meget af hans energi for tiden vitterligt går på, strategisk og personligt at manøvre sig fremad henad og opad i Nato-regi, er der lige så megen energi, som jo altså ikke lægges i Danmark her og nu. Det mentale såvel som fysiske fravær, kan Danmark simpelthen ikke være tjent med. Den opportunisme han udviser, ved at blive i landets vigtigste embede i en krisetid på mange niveauer, førend han ved hvor han står rent karrieremæssigt, syntes jeg er et svigt af dimensioner, et svigt, jeg ikke kan få til at stemme med hans tidligere ageren for danske interesser, eller med min enorme agtelse for hans øvrige dygtighed, gøren og laden.

Ved Fogh, at han vil gå af, om han finder noget "sjovere", må han gå af nu, og så søge videre uden for embedet. Man kan ikke være halvt statsminister. Og det kan da godt være, at der er en masse formalia internt i regeringen, der først skal være på plads, jeg er fløjtende ligeglad; man kan ikke være halvt statsminister.

Maria Sand