torsdag den 12. marts 2009

Blokpolitik

Der findes mange sære begreber og vendinger, som divergerende politikere og folk, der (angiveligt) interesserer sig for politik, eller er tvunget til det (således journalister), bruger i flæng mod hinanden. Hver årstid lader til at have sit eget ”modeord” – således kunne man for et par år siden ikke åbne en avis, uden at man fik at vide, at man meget gerne ville debattere over dette og hint, til sidst blev det en debat over dette at debattere, debatten i sig selv var indholdsløs, blot skulle man netop – debattere. Siden er andre ord kommet til; man skal tolerere, det er lige meget, hvad man skal tolerere, men man skal edderbrodereme tolerere, skal man (!), for ellers er man intolerant, og det tolererer man ikke! Eller man skal have visse kompetencer; det kompetente menneske er blevet virkelig moderne, så uendelig fuld af fine kompetencer, som det kan sætte på sit fine CV, der nærmest sprudler af kompetent idérigdom.
Hvad kompetencen indebærer, er ligegyldigt, det er ikke indholdet, det drejer sig om, men ordlyden. Skal man udfylde et evalueringsskema på universiteterne, afsluttes skemaet typisk med et spørgsmål a'la: ”Syntes du, at dette fag har bidraget til din overordnede teologiske kompetence?”. Hvad en teologisk kompetence er, må guderne vide, men den er sikkert vældig tolerant.
Man kunne blive ved med denne ordgeil; således var det på et tidspunkt vældigt populært, at ”tage afstand fra”, efterhånden var det ligegyldig, hvad man tog afstand fra, men afstand skulle der til.

De sidste par år har endnu et ord blandet sig i mængden af populære. Dét, der adskiller dette ord fra de andre, er, at det ikke er indholdsløst, men tværtimod så fuld af indhold, at det næsten er ubærligt: Ordet er blokpolitik.

Jeg må indrømme, at da ordet trådte ind på scenen første gang, anede jeg ikke, hvad det betød, og havde grumme anelser om, at her var endnu et ligegyldigt spin-ord. Men nej, det viste sig, at netop dette ord netop var blevet moderne, fordi det betød helt blå eller helt rød, men at dette ikke var spor godt, fordi man (det vil sige oppositionen, og her især de Radikale, der er helt vild med dette ord) netop ikke ønskede den ene eller den anden ”rene” blok, men flere blokke forenet i en slags idealistisk super-blok (ren utopi, naturligvis, deres blok ville blive skrigrød).
I denne blok vil alt efter sigende blive fryd og gammen, denne super-blok vil gå direkte efter ”brede forlig” (endnu et modeord). Næsten kafkask blev det, da det gik op for mig, at den regering, der pt. sidder på den onde blåsorte blok, sprang med på denne tåbelige blok-retorik , og lovede vælgerne flere brede aftaler, både i udlændinge- og skattespørgsmål.

Hvorfor gå efter brede aftaler, når man kan få bedre aftaler uden bredde? Hvorfor forene to blokke i en uhellig alliance? Hvorfor ikke indrømme, at man er så uenig på visse områder (desværre alt for få), at man bare ikke ønsker en bred aftale, hvorfor dette spil for galleriet?
Havde jeg magten, ville jeg ikke dele den med folk, jeg syntes var tåbelige, hvis det kunne undgås. Ville det blive et diktatur af dén grund? Ikke i Danmark. Man kan jo bare afsætte den onde blok ved næste valg. Desuden må man sige, at dét, der skulle have været blokkenes endeligt, den Nye Alliance, viste hulheden i, hvad forsagelsen af blokkene indebærer: Intet.
Der er ingen der ønsker at stemme på noget, der ikke har noget tilhørsforhold til den ene eller anden side, og det uanset, om man kalder det en blok eller ej. Blokpolitik er det ord, der har mest indhold, netop derfor er det ikke et smigrende ord som tolerant og kompetent, men et skældsord. Forvirringen er total.

Maria Sand

1 kommentar:

  1. Aló Amigos - velkommen til Blogbot/Politik - jeg vil helt sikkert være at finde her tit og ofte!

    SvarSlet