Det usømmelige Trykkefrihedsselskab

Søndag d.15 marts overværede jeg (hvad der skulle have været) en debat mellem den amerikanske forfatterinde Sherry Jones (herefter SJ) og den danske imam Abdul Wahid Petersen (herefter AWP). Anledningen var den nyligt afholdte litteraturfestival i Århus: Vild med ord, og mere partikulært SJ's bog "Medinas juvel", der omhandler Muhammeds barnebrud, den blot 9-årige Aisha. Bogen er en skønlitterær produktion, der beskriver hele Aishas liv. Den er, kan man vist roligt sige, på ingen måde islam-kritisk, tværtimod tegner den et billede af et islam, der var forud for sin tid og behandlede kvinder bedre end nogensinde før.

SJ Havde i USA lavet en aftale med forlaget Ransom house (det største engelsksprogede forlag i verden) om udgivelse af bogen.
Ransom house trak tilbuddet om udgivelsen tilbage efter en advarsel om, at udgivelsen ville kunne medføre trusler. Et engelsk forlag, der ønskede at udgive bogen, blev da også truet, blandt andet med en brandbombe.

I Danmark ønskede Trykkefrihedsselskabet at udgive bogen. Dette blev aldrig til noget. En anden forlægger ved navn Bjarke Larsen ønskede ikke at netop Trykkefrihedsselskabet, skulle udgive bogen, han skrev til SJ og folkene omkring hende, at Det ville forkludre udgivelsen og sætte fokus på noget helt andet end intenderet, hvis netop Trykkefrihedssleskabet stod for udgivelsen. Bjarke Larsen udgiver nu selv bogen.

AWP's argumnet for at advare imod bogen, var - i følge ham selv - især dét, at netop Trykkefrihedsselskabet ville udgive bogen, dette fik ham efter eget udsagn til at forvente det værste af den bog, han endnu ikke havde læst (end ikke til debatten havde han læst bogen!).

Det er indlysende, at problematikken her igen-igen er de tilbagevendende forsøg på at indskrænke ytringsfriheden, men det var slet ikke dét, der blev talt om denne søndag. Dét, der blev talt om, var i stedet hovedsageligt hvor modbydeligt et selskab Trykkefrihedsselskabet var, som AWP sagde: "These people are some of the most stern islam-haters in Denmark".

Naturligvis var AWP's ord en total forkvakling af tingenes tilstand, eftersom den bog, Trykkefrihedselskabet tilbød at udgive, var noget nær en omvandrende islam-reklamesøjle, hvorfor SJ ikke blot må lide under ekstreme muslimers trusler, men også folk af helt modsat observans, der syntes, at hun idealiserer islam.

Det mærkelige, ved den debat jeg overværede, var, at der ikke var en egentlig debat. Jeg havde godt lugtet lunten allerede da man introducerede midleren og udspørgeren mellem de to: Rune Engelbrecht Larsen (herefter REL). Kender man blot en smule til REL's gøren og laden og skribenteri, vil man vide, at han - sagt på en pæn måde - er meget ensidig. Det var grotesk.

REL forklarede SJ hvorledes der var i Danmark, hvorledes klimaet var at ligne med 30'ernes Tyskland, hvorledes minoriteterne i dén grad blev ringeagtet, og Muhammedtegningerne (ingen debat uden disse - gudskelov) fuldstændig lignede tegningerne af jøderne i Danmark anno 1930, og så videre og så videre.

SJ, der jo ikke kender forholdene i Danmark, men blot kunne forholde sig til, hvad de to sandhedsvidner, Petersen og Larsen, havde at sige om rigets tilstand, sagdeikke meget til denne svada, men konstaterede blot tørt, at billeder af Danmarks jøder i 30'erne dog havde det twist, at jøderne var ikke-voldelige, og hvad tegningerne dengang ville og sagde var af den grund usammenlignelig med tegningerne af i dag, der var en sociokulturel kommentar til tingenes faktiske tilstand, derfor var tegningerne helt i orden.
Tavshed.
Netop da der var ansats til debat, til den egentlige kerne, tav REL. Han skiftede hurtigt emne, og man var atter hensat til en kritik af rigets tilstand og Trykkefrihedsselskabet og blablabla.

To nye tanker gjorde jeg mig på vej hjem fra Ridehuset i Århus:
Jeg var nu klar over, at Trykkefrihedsselskabet var og er en del af det dårlige selskab. Det vidste jeg faktisk ikke før. Jeg var klar over, at dét, at der er en Lars Hedegaard som formand, og andre ret forbitrede mennesker i bestyrelsen, kunne gøre den upopulær, men selskabet var mere end det, som jeg lærte: Det var hadsk. Det var ikke hvad selskabet udgav, der betød noget, men at det var netop dette selskab, der udgav noget, der kunne være et problem.
Endvidere blev det mig klart, at det ikke kun var folk, der skrev kritisk om islam eller dele deraf, der følte sig truet, men også folk der skrev glorværdige ting om islam. Således SJ, hvis formål med bogen - som hun sagde - var, at vise islams egalitære træk, for at modvirke de hadske toner der var opstået i USA mod muslimer efter 9/11. Med andre ord var SJ langt fra den "typiske" islam kritiker, hvis en sådan findes. Tværtimod. Men også hun modtager trusler, har haft problemer med udgivelsen af sin bog, må finde sig i utålelige imamers indblanden i et skønlitterært værk. Et værk pågældende imam ikke havde læst. Det går fra slemt til værre.
Maria Sand