mandag den 2. marts 2009

Staklade-solitude

Stakladen, der er een af Aarhus universitets kantiner, er et slags minikosmos af den verden man møder, når man træder uden for stakladen. Der findes myriader af skæve eksistenser derinde, folk, der aldrig har studeret, kommer af uransagelige grunde i stakladen, for selskabets skyld, for at undgå ensomheden, føle sig som del af et fællesskab, for at være noget eller nogen. Der findes den gamle perverse stodder, der sidder og rører nervøst ved det bælte, der angiveligt holder et par plettede fløjsbukser oppe, der er alkoholikeren, der håber at kunne charmere sig til "en enkelt", og der er de attraktive gymnasieelever, der, som kommende studiner og studenter, vejrer stemningen, før det går løs for deres eget vedkommende.

Men så er der også de helt "almindelige" mennesker. Og i stakladesammenhæng vil det sige de mennesker, der på den ene eller anden måde er knyttet til dette eller hint fakultet inden for stakladens snævre radius. Der er mange slags studerende, selvom teologi-, religionsvidenskabs- filosofistuderende og idéhistorikerne nok er dem, der er flest af. Og altså deres undervisere i enhver afskygning. Man kan hurtigt spotte de, der føler sig udenfor fællesskabet, uanset om de er studerende eller undervisere. Man kan være ret sikker på, at en del af disse outsidere holder tidsskriftet Tidehverv. Har de ytret dette højt, er der en stor chance for, at de bliver talt til på en anden måde. Måske mødt med resigneret nedladenhed, måske mødt med tavshed, måske blot ignoreret. De er nemlig derved stemplet som Patriarken Søren Krarups skødehund, og dermed en bannerfører for Dansk Folkeparti. Og stemplet er et grimt et af slagsen i stakladesammenhæng. Har man på noget tidspunkt ytret meninger, der på blot det mindste punkt ligger nær Dansk Folkeparti, er man stemplet som fremmedhader. Dette er blevet mindre sjovt, efter at universitets Arabisk-afdeling nu ligger på det teologiske fakultet.
Dertil skal siges, at det efterhånden er nærved alt, der åbenbart minder om Dansk Folkeparti. Syntes man at Muhammed-tegningerne var fuldt legitime (ja, nødvendige), er man DF'er, syntes man at indvandringen skal begrænses højest muligt af diverse grunde, ditto.
Hvorfor?
En anklage om tilhørsforhold til Dansk Folkeparti og dets ideologiske fader (som anklagerne kalder ham), Krarup, og dét tidsskrift, der om noget er en manifestation af ham - Tidehverv - er simpelthen det skyts, man bruger, til at vise folk, at de er elendige mennesker. Mantraet om, at man da ikke kan holde Tidehverv og samtidig "gå ind for næstekærlighed" (sic), og at man da i hvert fald ikke kan stemme på Dansk Folkeparti og samtidigt samvittighedsfuldt tage sig af et sogn, (der jo nok også har sin del af invandrere), er hverdagskost på teologi.
Det er ufattelig trættende. Hvorfor skal man overhovedet føle, at man skal forsvare,
hvor man evt. lægger sin stemme, når angrebet mod een er irrationelt. At man de facto stemmer andetsteds er i den sammenhæng ligegyldigt. Hvorfor skal næstekærlighed knyttes til et parti? Og hvorfor er det altid partier til venstre for midten, eller endnu værre, i midten, der angiveligt er mere næstekærlige? Hvorfor kan man ikke blot een gang blive undervist i Etik uden underviserens sædvanlige stikpiller mod den uanstændige udlændingepolitik, og hvorfor smågriner alle de studerende medvidende (de forstår, de har selv tænkt det samme, de er også bedre mennesker), er det virkeligt blevet så unuanceret på Aarhus teologiske fakultet? Hvor blev forskelligheden af? Eller var den der aldrig?
Tilbage i Stakladen sidder underviser og skribent på Jyllands Posten (de Ondes avis pr. excellence) Hans Hauge. Han sidder let foroverbøjet, mens han betragter det minikosmos, han sidder midt i, men ikke er - og aldrig bliver - en del af. Han sidder som oftest alene, men det er heller ikke sært, da han mere end een gang har ytret meninger, der for manges vedkommende er rendyrket DF-retorik. Det vil sige, at han kritiserer sædernes forfald, kulturradikalismen, den elendige 70'er pædagogik, den forfejlede indvandringspolitik etc. Mere skal der ikke til, for at få stemplet Ond alias DF'er.
Stakladelæsere er i høj grad Politiken-læsere. Det er der intet ondt i - i og for sig - men stilheden er larmende, når man ikke er det. Både på teologisk fakultet og i stakladen...
Maria Sand

1 kommentar:

  1. SKÆVE EKSISTENSER.
    Jeg elsker dem ! Men naturligvis i begrænset omfang.
    Ham, den ca 40-årige lægestud.,gående med lædermappen dgl.frem og tilbage foran Stakladen- i årevis - . Han vovede sig aldrig derind,ej heller på Medicinsk Fakultet;men efter endt "arbejdsdag" kunne han sige til sig selv og andre ... jeg har haft nok at se til i dag ! Ja,en normal udtalelse,men vel ikke spec.gavnlig for andre. Men lidt skønt,ik ?
    For mit eget vedkommende brugte jeg ikke "Stakladen",da jeg for meget længe siden ( ca 1972 )forsøgte mig udi Kunsthistorie. Vi var 3 fra Århus Akademi,der ikke ønskede os retur til vort gamle fag. Kunsthistorie var "in". Men jeg var ikke "rød" ... en stor ulempe - kunne ikke passe ind. Efter 1/2 års tid returnerede jeg til mit "kald"sygeplejen.
    Og godt nok ! Når man selv har "kittel" på er man en smule garderet og kan anskue mystikere,sygelige,fanatister,med stor distance.Sværere er det med kollegaer : Få ved meget,men mener at vide en del : Fra Princesse Diana,det økologiske samfund,det murstensløse hospital til DF og : uha : J.L. og S.K. Sidstnævnte blir let angrebet ! " De er jo gamle og sure",hører jeg. Er de ikke fra Indre Mission ? Hvorfor mener du det,må jeg spørge. Læs selv,hvad det skriver. Ja,hvorfor skal man føle,man skal forsvare !
    Heldigvis er jeg ansat på en "anstalt"/et sted,med god forståelse og accept for andres mening - sådan da. De kalder mig "Hendes Hellighed" eller "Hendes Hæslighed" - skønt,ikke ? Det er fin humor. Hurra for gode venner og kollegaer,der er både "skæve,skøre og finurlige.
    Skønt at læse Staklade-Solitude !
    Jette Laustsen True

    SvarSlet